Venezuela conure

VENEZUELA CONURE

(Pyrrhura emma emma.)

Venezuela Conuren skal helst have en voliere, da det er en meget aktiv fugl, når den har mulighed for at bevæge sig og flyve.

Foder:

Parakitblanding, dog ikke for fed; om vinteren må der godt iblandes lidt små solsikkekerner. Bær som rønnebær, hyben, ribs, solbær og sikkert mange andre. Frugter som æble, banan, pære, blomme, gulerod, majs og meget andet, og grønt som mælkebøtter, græsser og rejnfan, som også skulle hjælpe som ormemiddel. Fuglene skal også have Vispumin et par gange om ugen; det kan evt. drysses ud over frugten eller blandes i noget foder. Fuglene skal også have sepiaskaller, strandskaller, kalk og kul.

Rede:

Redekassen, som de også bruger til at sove i, når de ikke yngler, skal helst have et diagonalt mål på fuglens længde, en dybde på 50-60 cm., et indgangshul på ca. 60 mm., evt. et indgangsrør på 30 til 50 cm., som de skal igennem, inden de når til redekassen. Som bundmateriale kan man bruge spagnum med frønnet træ over, som de nok skal gnave i stykker. Hvornår skal ungerne tages fra? Nogle siger efter tre uger, men det er nok for tidligt. Jeg mener, at jo længere ungerne bliver ved forældrene, jo bedre. 4 til 5 uger vil nok være passende, hvis forældrene ikke begynder at jagte dem, ellers er det nok med at få dem ud, da forældrene sikkert vil i gang med at yngle igen.

Fra naturen:

 Nogle Venezuela Conurer kommer fra det nordlige Venezuela, hvor de lever i et område mellem Yaracuy og Miranda og andre fra Anzoátegui til Sucre og nordlige Monagas. Fuglene færdes mest i regn- og tågeskovsområderne i den tropiske såvel som i det subtropiske bælte, dog ikke højere oppe end 1700 m.o.h. De ses ofte i mindre flokke på 15-20 fugle, der strejfer noget rundt. De lever af forskellige frø og ikke blot fra træer, masser af frugt og bær samt lidt blomster og grønt. Deres yngletid er fra april til juni, og de har deres rede i et hul i et træ. Der lægges oftest 3-5 æg, som hunnen udruger på 21-22 dage. Ungerne forlader reden efter ca. 7 uger og bliver sammen med forældrene et stykke tid, og de mades i endnu nogle uger.